Tilskud til kreativ udvikling

MM-puljen støtter talentfulde unge rytmiske amatørmusikere og bands

Unge amatørmusikere og -bands kan ansøge om tilskud til udviklings-projekter. Man skal gøre det via ledere, projektledere og/eller undervisere på øvemiljøer, spillesteder, musikskoler/MGK højskoler, gymnasier og andre institutioner. Ordningen gælder Trekantområdet og Horsens i 2007-10. Initiativtagere indestår for projektets gennemførelse.
 
Ansøgere skal argumentere for bandets, projektets eller musikergruppens musikalske originalitet, kvalitet og udviklingsmuligheder.
 
Den/de involverede institutioner skal redegøre for medfinansiering i form af værdien af eget arbejde, forbrug af egne driftsmidler, tilskud fra andre kilder m.v. Der ydes ikke tilskud til aktiviteter, som ligger inden for institutionernes normale drift.
 
Bands eller grupper af musikere m.v. skal kunne fremføre et resultat for publikum live eller via medier senest et halvt år efter projektstart.
 
Bands eller grupper af musikere m.v. må ikke have debuteret kommercielt, d.v.s. udgivet musik via en kommerciel distributør.


Kreativ udvikling betyder mest

På vej mod den professionelle karriere kan man lægge vægten med vekslende styrke på kreativ udvikling, produktudvikling og markedsudvikling.
 
MM holdt i 2005 op med at støtte ren produktion af traditionelt demo-materiale  (produktudvikling og markedsudvikling) - i form af cd'er eller ep'er. Siden har det faglige udvalg lagt stor vægt på de kreative udviklingstiltag i projektforslagene.

Det faglige vil i 2007-10 fortsat lægge vægt på den kreative udvikling af musikere og bands - gerne i direkte sammenhæng med produkt- og markedsudvikling. Projekter med produkt- eller markedsudvikling som eneste formål vil kunne få tilskud, hvis de skal afprøve usædvanlige metoder.